Spiludvikling i SFO’en

I dag havde vi sidste workshop om spil på det ene SFO-hold, og fokus var på spiludvikling med programmet ”Scratch” fra MIT (hvor verdens første computerspil jo i øvrigt blev udviklet).

Egentlig ville jeg have brugt Kodu fra Microsoft, men dels stiller det lidt større krav til maskinerne, dels er der langt bedre muligheder for at inkludere egne tegninger, billeder, lyde osv. i Scratch.

Selvom Scratch er lavet for at gøre det nemmere at begynde at programmere, så er der ingen tvivl om, at det kan være en lidt overvældende oplevelse at kaste sig ud i det. Det kan hurtigt blive uoverskueligt med de mange programmeringsblokke, og selve måden at tænke på kræver lidt tilvænning.

Forhåbentlig har deltagerne imidlertid fået blod på tanden til at eksperimentere videre på egen hånd, og der findes da også en masse gode ressourcer om brugen af Scratch, hvoraf jeg har samlet nogle af dem her.

Nogle af deltagerne mente, at Scratch simpelthen var for svært for børn i SFO-alderen – er der nogen, der har mere konkrete erfaringer? Og findes der, i givet fald, endnu nemmere alternativer?

Her er en oversigt over andre værktøjer til spiludvikling (som man kan redigere i, hvis man har tilføjelser).

Her er min præsentation fra dagen:

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så tag endelig fat i mig!